Vælg en side

Birketræet

Birketræet – Pionertræet

Birketræet er et pionertræ hvilket betyder, at den er et af de første træer til at indtage nye områder og danner derfor ofte den første skov. Birketræet kaster op imod 30.000 frø pr. træ om året og trives godt i de fleste områder, selv i de koldere områder langt mod nord.

I Danmark har vi to typer af birketræer; dunbirk og vortebirk. De to arter ligner næsten hinanden, de bliver lige store og deres bark er ens. Dunbirken kendes på, at dens grene stritter op i luften, mens vortebirkens grene hænger.

Træet med de mange anvendelser

Birketræet har gennem historien været et betydningsfuldt træ i vores samfund. Træet har været anvendt til mange forskellige formål som f.eks. brænde, møbler, fejekoste og meget mere.

Birketræet har på vores breddegrader dog begrænsede anvendelsesmuligheder. Det skyldes primært, at træet vokser for hurtigt, og derfor er for løst i veddet, til at kunne anvendes i industrien. Længere mod nord, eksempelvis i Sverige og Finland, benyttes birketræet i møbelindustrien. Her vokser træerne meget langsommere grundet det koldere klima.

I Danmark er birketræet nok bedst kendt for fastelavnsris og dets tydelige gule pollen i pollensæsonen. Men birken kan faktisk mere end det. Birketræets saft anvendes også til is og sirup og dets ydre bark har et stort indhold af olie, som gør at det let antændes og kan benyttes til f.eks. optænding med tændstål. Men husk, når du skræller barken af et træ eller borer hul til birkesaft, så skader det træet og reducerer dets levetid. Spørg altid ejeren om lov, forinden du borer eller skader træet.  

Hvor højt er træet?

Birketræet kan opnå en højde på 20-25 meter og en alder på omkring 80-100 år.

Hvor højt tror du, at træet du står ved er? Det findes der flere måder at måle på, både elektronisk såvel som matematisk.

Finger måling af træhøjden:

Du skal bruge en anden person, som placeres ved siden af træet. Herefter går du selv baglæns til du tydeligt kan se træets top (25-30 meter). Brug din tommel- og pegefinger til at holde op mod personen ved siden af træet. Nu har du et mål på personen ved træet. Undersøg nu med dit fingermål, hvor mange gange personen kan stables ovenpå hinanden for at nå træets top. Når du ved hvor mange gange personen skal stables, tager du personens højde, og ganger med det antal gange som personens højde skulle stables.

Hvis du mangler en person til at måle med, kan en kæp eller anden genstand bruges.

Vil du hellere arbejde med matematik, kan du med udgangspunkt i ligedannede trekanter måle højden ret præcist. Du kan finde flere informationer herom på internettet.  

Spørgsmål til refleksion

Når turen går hjem, så snak i mindre grupper om:

Hvordan kan alderen på et træ afgøres?

Hvilke sammenhænge er der mellem vores skove og vores grundvand, hvis nogen?

Hvilke påvirkninger har klimaet på vores træer og skove som vi kender dem i dag?

Hvor stor en andel af Danmark er dækket af skov?

Hvordan spredes birketræets frø? Hvilken andre måder kan frøspredning ske på?

Denne hjemmeside bruger cookies På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies...  Læs mere her