Vælg en side

Livet i søen

I Danmark har vi flere end 115.000 søer fordelt over hele landet. Langt de fleste af søerne er små og relativt lave, men fælles for dem alle er, at de spiller en vigtig rolle i naturens kredsløb og for de dyr og insekter som lever i eller nær søerne.

 

 

Sø-Safari

Kender du de dyr som lever i søen? Hvis ikke, så har du muligheden for at gå på opdagelse ved hjælp af låneudstyret i grejdepotet.

Når du skal fange smådyr i søen, er det en god ide at kaste et blik på søens udformning. Din succes afhænger af, hvor du vælger at gå på opdagelse, og du skal særligt undersøge:

  • Hvor de forskellige verdenshjørner er og hvor solen er på himlen
  • Om der er gode skjulesteder til mindre dyr og insekter i vandkanten

Dyr og insekter er meget forskellige i forhold til hvor de bedst kan lide at opholde sig. Nogle arter som for eksempel haletudserne elsker sol og varme, og derfor ses de ofte på de sydvendte sider af søen. De følger solen og flytter sig rundt i søen som solen flytter position. Der er også dyr som trives fint i skyggen, hvor de kan skjule sig for fisk og selv overfalde deres byttedyr.

Har vandet i søen en god eller ringe kvalitet?

De dyr som I fanger fortæller en del om søens vandkvalitet. Nogle arter er meget kræsne, hvad angår vandkvaliteten og kræver særlige forhold for at kunne leve. Disse arter går under betegnelsen indikatorarter. Hvis indikatorarter sammenholdes med målinger af f.eks. næringsstoffer, fås et helhedsbillede af søens tilstand, altså en vandhulsundersøgelse. For eksempel vil en dansemyggelarve fint kunne trives i næringsholdige søer med et meget lavt iltindhold. Vårfluelarven derimod kræver bedre forhold, som primært findes i søer med et lavere næringsindhold. Hvis du ikke kender de to omtalte dyr, så prøv om du kan finde dem på en af de mange plancher, som du finder ved grejdepotet.

Gode råd til fiskeri med net

De fleste dyr lever på det helt lave vand, hvor vandet er varmest og hvor der kan søges skjul for fisk og rovdyr. Derfor handler det ikke om at fiske længst ude i søen, men hold jer til kanten og fisk gerne bundmateriale som blade og siv med op.

I nettet skal I langsomt fjerne blade og andet bundmateriale og samtidig se godt efter om der er bevægelse fra små dyr. Når du skal se efter dyr i dit net, er det en god ide at stille dig med ryggen til solen. På den måde er det meget lettere at se de små dyrs bevægelse i nettet.

Hov, var der noget der rørte på sig? Når der er små dyr i nettet, er det en god ide at løfte eller skubbe dem forsigtigt ud af nettet og ned i din spand eller vandkar så du undgår at få bundmateriale med, der gør vandet grumset og uklart.

Prøv at besøge søen på alle fire årstider. Det giver et godt indblik i naturens gang og søens rytmer året igennem.

Spørgsmål til refleksion

Når turen går hjem, så snak i mindre grupper om:

Hvordan ser søens fremtid ud?

Hvordan kan søens kvalitet forbedres? Og med hvilke tiltag?

Hvilke fordele/ulemper er der ved at have en sø med fisk eller ænder i?

Hvorfor må man ikke flytte padder, fisk mm. fra en sø til en anden sø?

Denne hjemmeside bruger cookies På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies...  Læs mere her