Vælg en side

Kvasbunker & Brændestakke

Rundt om i skoven ligger små kvasbunker og brændestakke, som er med til at skabe vigtige levesteder for insekter og smådyr i skoven – hvis de altså får lov til at blive liggende og forgå langsomt.

Mange af skovens dyr holder af de små kvasbunker, da de både kan give ly og beskyttelse, samt være et godt sted at søge føde. Det er godt med mange forskellige placeringer af kvasbunkerne, da nogle dyr og insekter foretrækker solen, mens andre trives bedst i skyggen.

 

Hotel vinterly

De mange kvasbunker er et oplagt overvintringssted for pindsvinet. Når efteråret for alvor viser tænder, og dagtemperaturen falder, begynder pindsvinet at søge i vinterhi. Pindsvinet sover vintersøvn frem til omkring maj måned. Undervejs sænkes pindsvinets legemstemperatur til omkring 2-6 grader. Den vågner ca. en gang i ugen fra dens søvn, for at øge stofskiftet kortvarigt, for så igen at gå i vinterhi. I overvintringsperioden taber pindsvinet op til 40% af dens kropsvægt.    

Dødt ved

Dødt ved eller døde træer som de fleste nok vil sige, spiller en vigtig rolle for skovens biodiversitet (mangfoldigheden af de dyr og insekter som knytter sig til området). Det døde træ skaber levesteder blandet andet for svampe, biller og larver. Insekterne eksempelvis fødegrundlaget for mange fugle, som igen er føde for større rovdyr. Døde og gamle træer er derfor afgørende for mangfoldigheden af insekter og dyr i skoven.  

Undersøg de små skjulesteder

Hvem gemmer sig under barken på det døde træ? Hvor mange ben har en bænkebider? Det kan du passende undersøge med noget af det udstyr, som du kan låne i det lille grejdepot. Prøve at gå på opdagelse i skoven og se hvem der finder flest forskellige dyr eller det dyr med flest eller færrest ben!

Prøv at rydde et stykke jord for blade og kviste. Lav en firkant eller cirkel af små pinde/kviste. Sæt to eller flere af de små dyr fri på samme tid i midten. Hvilket dyr tror du kommer først ud?

Når I er færdig med at indsamle dyr, skal de naturligvis tilbage til deres levesteder.

Spørgsmål til refleksion

Når turen går hjem, så snak i mindre grupper om:

Hvordan inddeles/klassificeres dyr og insekter? Hvordan vil du inddele dem hvis du skulle bestemme?

Hvad kendetegner et insekt og hvad kendetegner et pattedyr?

Hvad vil der ske, hvis vi udryddede alle insekter på jorden? Vil det forandre noget?

Denne hjemmeside bruger cookies På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies...  Læs mere her